En Weekend med Eliten

En Weekend med Eliten

Henrik har været på forfatterweekend, en begivenhed hvor en masse Fastaval scenarieforfattere samler sig og nørder rollespils-scenarier hårdt. Læs med om hvordan det er at være en rookie blandt veteraner, med to dages intens nørkleri

I en FDF-hytte på Sjælland sidder tolv rollespils-forfattere og snakker. Væggene er tilklistret med slides fra weekendens workshops, der spænder fra råd til at lave roller, der skaber god konflikt, til strukturelle analyser der sammenligner scenarieafvikling og rituel struktur. Der er lagt op til hyper-nørderi.

Det er anden gang jeg er på forfatterweekend; sidste år skrev jeg scenariet Post-IT, et fjollet novellescenarie om folk med dårlige implantater, men i år deltager jeg med Solen skinner altid i Rom, et fjollet novellescenarie om gamle romere med dårlige argumenter.

Til folk der måske ikke har været til Fastaval, eller ikke har engageret sig så meget i hvordan rollespils-scenarierne bliver til, så ved man nok ikke hvordan processen ser ud, og hvilket miljø man bevæger sig ind i som forfatter: Et miljø der i længere tid er blevet kaldt “Eliten”.

Første råd til at blive Elite: Sammenlign altid med scenariet Arken. Jeg ved ikke helt hvad det går ud på, men folk snakker om det hele tiden.

Første råd til at blive Elite: Sammenlign altid med scenariet Arken. Jeg ved ikke helt hvad det går ud på, men folk snakker om det hele tiden.

Det fungerer sådan her: man har været til Fastaval i påsken, og begynder måske allerede der at få idéer til et scenarie. Så begynder man at skrive en synopsis, der beskriver det scenarie man vil skrive, og deltager måske i nogle workshops undervejs. Det er her hvor man finder ud af hvor sammentømret det sjællandske miljø er i forhold til Jylland - da jeg var til workshop var vi mig og én anden forfatter, der havde kørt fra Billund til Århus. Her snakker man om sin idé, og får feedback til sin synopsis. Den 1. september sender man sin synopsis ind, og forhåbentligt er man i den gode tredjedel af scenarierne som faktisk kommer med; ellers er der rigelig mulighed for at få sit scenarie med på en af de mindre conner, f.eks. Con2, hvilket jeg varmt kan anbefale.

Så går man i gang med at skrive, november ankommer, og man tager på forfatterweekend. Det er muligvis det fedeste forfatterevent, fordi man kører en masse workshops igennem, og dem der kun har skrevet en eller to scenarier til Fastaval kan få råd fra dem, der begyndte allerede i 1997. Scenariet skal afleveres tidligt februar, og så bliver det afviklet til Fastaval i påsken.

Det kan godt være lidt intimiderende; man er altid et par forfattere der er relative nybegyndere, og når gamlingerne begynder at slynge rundt med scenarietitler så er det svært at følge med i hvem, der var med hvornår, hvem der vandt Ottoen for Bedste Roller i 2003, og hvorfor fanden den skulle gives til et scenarie, der ikke havde roller.

Men det er også hvad der gør det fedt - der er en helt vanvittig mængde erfaring man kan tappe ind i, og folk er virkeligt glade, ikke kun for at få en nørdgasme over gamle scenarier, men også for at engagere sig i lige præcis, hvordan det kan være relevant for dit scenarie.

Berettermodellen: Lær den udenad, udnyt den på det groveste, og smid den så væk.

Berettermodellen: Lær den udenad, udnyt den på det groveste, og smid den så væk.

Så bliver der delt sladder til langt ud på natten - historier om spillere der gjorde noget superfedt i et scenarie, eller om spilledere der blev tæskefulde natten før en afvikling, og forfattere der slet ikke kan finde ud af at fordele folk ud på hold (okay, her er jeg storsynder).

Hvis man føler at man har en lille forfatter i maven, vil jeg gerne opfordre folk til at skrive en synopsis til Fastaval; og hvis ikke man kommer med, så få det kørt på en af de mindre conner. Eventuelt kan man deltage i scenarieskrivningskonkurrencen, hvor man får rigtigt god feedback. Det kan godt være angstprovokerende, og Eliten til Fastaval kan godt fremstå lidt distanceret og fremmed, men det er mest fordi forfattere til Fastaval er pissetrætte, ængstelige og du er nok ikke den første til at fortælle, hvordan deres scenarie var i spil. Hvis du har en idé til et scenarie, så vil de altid være klar på at give noget feedback.

Iøvrigt, er jeg egentligt en Elite? Jeg er ikke helt sikker, for der er sgu ingen der har grædt til Post-IT. Det håber jeg i hvert fald ikke.

Om strategi og taktik

Om strategi og taktik

Podcast - Root

Podcast - Root