Dynasty Tactics I og II

Dynasty Tactics I og II

I denne serie sætter Henrik fokus på nogle ældre spil, der lidt er gået i glemmebogen, men som ofte har gjort noget specielt, der gør, at de fortjener at blive husket

Vi har nok alle sammen et spil, der har fyldt ret meget i vores liv, selvom det måske ikke var særligt populært eller velanset. Dynasty Tactics var for mig ét af disse spil. Jeg brugte jeg ved ikke hvor mange timer, kværnede gennem forskellige timelines, og fik en noget besynderlig introduktion til kinesisk historie.

Det var egentligt et ret vilkårligt køb; det stod på hylden og kaldte på mig. Jeg havde aldrig spillet Dynasty Warriors, serien som Tactics er en spinoff fra, men de farverige kostumer og det taktiske præmis betød, at jeg da godt lige kunne bruge en hund på det. Selvom grafikken ikke var det bedste, og voice-acting var decideret horribel, så var det helt klart alle timerne værd.

Dynasty Tactics er et spil, hvor man som udgangspunkt spiller en kampagne. Man starter med at vælge mellem den ambitiøse Cao Cao, den solidariske Liu Bei, eller den ungdommelige Sun Ce. Man bliver placeret på et strategisk kort over Kina, hvor man rykker sine hære rundt, og udkæmper slag. Alt efter hvilke valg man træffer, ændrer historien, slagene og modstanderne sig. Det er slagene der er i hovedsædet.

Et screen fra Dynasty Tactics 2, et slag der er i gang.

Et screen fra Dynasty Tactics 2, et slag der er i gang.


Et slag går ud på at udrydde fjenden. Man har en slagmark med terræn og en række generaler, der hver har en type enhed de styrer; der er fodtropper, kavaleri, bueskytter i mange varianter, og diverse former for specialenheder. Det fede ved slagene ligger i at hver general også har en række tactics, som gør at de kan manipulere med venner og fjender. For eksempel kan man styrke morale, lokke modstanderen i fælder, gennemtrænge modstanderens linjer, alt muligt godt. Derudover er der et combo-system; når man presser en fjende hen et sted, hvor en anden general har en tactic forberedt, aktiverer man denne tactic, som så yderligere kan presse fjenden hen til en anden general, som så kan aktivere sin tactic, etc. Jo højere ens kombo er, jo flere fjender udrydder man. Det kan gå fra et par hundrede ved den første, men når man op på en syv eller otte kombo, kan man slå ti tusindvis af fjender ihjel.

Det der gør spillet udfordrende, ligger i at man kun kan bruge en given tactic én gang - men hver gang man slår en fjende ihjel (eller er med i en kombo som gør det samme), får man en tactic tilbage. Der er dermed en slags økonomi, hvor man prøver at få fjenden til at bruge sine tactics udenfor store komboer, men det er desværre noget, der mest kommer i spil når man spiller mod en ven.

Der er mange ting der gør Dynasty Tactics fedt. Det har en ret god sværhedskurve i løbet af en kampagne; det er rigtigt sjovt at genspille kampagner for at se hvilke valg, der giver hvilke udfald; og der er en god mængde dybde i, hvordan man sætter sine hære sammen. Det har også nogle ting der gør det lidt… bizart.

Denne mand er et monster. Frygt ham.

Denne mand er et monster. Frygt ham.

For det første er settingen temmeligt mærkelig. Det er placeret i De Tre Kongerigers periode i Kinas historie, men er i høj grad baseret på Romancen om de Tre Kongeriger, der er en klassisk historisk roman fra det 14. århundrede. Og så er det jo et Dynasty Warriors spinoff, så der er farverige kostumer, sindssygt dårlig voice acting, og over-the-top action når generalerne får deres cutscenes. Derudover kan starten af en kampagne godt være temmeligt kedelig, da sværhedsgraden altid er meget lav i starten.

Hvilket fører mig til 2’eren. Det er fint, og det er meget tæt på at være det samme spil. Det tilføjer en kampagne hvor man er Lu Bu, tilsyneladende den mest morderiske idiot i kinesisk historie, og det er sgu meget sjovt. Og dog, så tilføjer den noget jeg synes er et problem: Sværhedsgrader. Hovsa, nu har jeg da lige brokket mig over, hvordan kurven kan gøre de opfordrede replays kedelige - men problemet med Dynasty Tactics II er, at hvis man vælger easy, så er kampagnen easy hele vejen igennem, og hvis man vælger hard, så er det hard hele vejen igennem. Den første kamp på hard er nok faktisk sværere end den sidste, fordi man ikke har lejlighed til at fintune sin hær. Det kunne godt forbedres.

Kan man se bort fra disse ting, er Dynasty Tactics faktisk ganske glimrende - det er ét af de få spil jeg dyrkede i mine teenage år, som stadig er solidt, når jeg har vendt tilbage til det (en af de storslemme er Harry Potter Quidditch, der virkeligt er noget lort). Man skal ikke spille det for god grafik, en historie der giver mening, eller voice acting der kan noget - nej, spil det for det gode taktiske spil, og det interessante strategiske lag. Jeg ville nok starte med 1’eren.

Om kompleksitet og dybde

Om kompleksitet og dybde

Krigskælderen - Labyrinth: The War on Terror, 2001-?

Krigskælderen - Labyrinth: The War on Terror, 2001-?