Pax Britannica

Pax Britannica

Med ressourcer som Boardgamegeek, podcasts og lister, er det let at få overblik over brætspils-klassikerne. Der findes dog også spil derude, der måske ikke er den mest lækre brætspilsoplevelse, men alligevel gør fede ting, der ikke rigtigt er blevet gentaget i mediet. I denne artikelserie sætter Henrik fokus på nogle af de interessante spil, der med tiden er blevet glemt.

Eftermiddagen er ligeså stille ved at blive aften. Jeg sidder alene, kigger på et sært verdenskort set fra Nordpolen, og tænker over alle de ting jeg har gjort: jeg har udkæmpet blodløse krige; jeg har skræmt de andre stormagter med min flåde; jeg har spredt min indflydelse over Kina, indtil deres had kogte over, hvorefter jeg knuste dem: og jeg har råbt af en af mine bedste venner under Kongressen om Tunesien-spørgsmålet, indtil han trak sin støtte til franskmændende tilbage. Mit seneste træk, hvor jeg overtog de kaosramte hollandske områder i Sydafrika, har efterladt mig stirrende på verdenssituationen, mens alle de andre stormagter står i køkkenet og hvisker.

Massevis af chits til hver nation; Storbritannien (Rød) har dog langt flere ting at bygge

Massevis af chits til hver nation; Storbritannien (Rød) har dog langt flere ting at bygge

Pax Britannica er noget af et spil. Det er designet af Greg Costikyan helt tilbage i 1985, og det skal demonstrere. hvordan det gamle stormagtssystem fra før Første Verdenskrig virkede fint, i modsætning til FN og supermagterne unden den Kolde Krig. Jeg er ikke helt sikker på om spillet faktisk beviser hans pointe. Costikyan kan også virkeligt godt lide ideen om White Man’s Burden, og bruger adskillige sider i reglerne på at forsvare britisk kolonialisme. En af de mest direkte måder Pax Britannica har haft indflydelse på senere spil, er at det og den måde som det tog et historisk standpunkt, inspirerede Phil Eklund til sin egen serie af Pax-spil.

Hvad laver man så i spillet? Man spiller én af verdens stormagter i perioden mellem 1880 og 1914. Spillet foregår udelukkende udenfor Europa. Stormagterne spreder deres indflydelse rundt omkring på kortet, hvor hvert område har en værdi; det er let at lave protektorater rundt omkring i Afrika, men steder med en stabil regering skal gå i uro før man kan rykke ind. Så udvikler det sig ofte til krig mellem de to nationer der prøver.

Jeg tænker tilbage på krisen i Tunesien, den største fadæse i vores spilgangs diplomatiske historie; Rusland, Frankrig og USA besluttede sig alle sammen at etablere et protektorat i området, og der blev kaldt til en kongres, hvor Storbritannien og Italien også blev kaldt ind for at stemme om hvad der skulle ske. USA havde andre planer; han var besluttet på at få kongressen til at handle om verdens store bølle: Storbritannien. Mig. De fandt dog hurtigt ud af, at uanset hvilke krav de stillede, om det var nedrustning af flåden eller overførsel af diverse kolonier kloden rundt, kunne de ikke få mig til at underskrive. I mit mest skamfulde øjeblik råbte jeg af Amerikas præsident “Det betyder KRIG Wilson, KRIG”. Jeg nægtede at skrive under. Til sidst kom Tunesien-spørgsmålet faktisk til at omhandle Tunesien, og de tre stormagter delte området, hvilket gjorde det nærmest værdiløst. Næste år smed den lokale befolkning stormagterne ud under et oprør.

Hvordan kom jeg dog i denne situation? Jeg havde regeret verden med hård hånd - udnyttede uro i Columbia til at overtage området, ikke fordi jeg var interesseret i det, men fordi jeg vidste, at jeg kunne få en god pris fra USA for det, og jeg var godt på vej til at etablere en rute på tværs af Afrika, hvilket selvfølgelig giver ekstra point, men dråben der fik bægeret til at flyde over, var et event der gjorde at jeg kunne overtage alle de hollandske områder i Sydafrika, hvilket var dyrt, men var det værd. Deres værdi bliver måske min undergang.

Bogføring er meget lettere med et regne-ark. Det må have været et helvede at spille det, da det udkom, og man skulle beregne og opdatere alting selv.

Bogføring er meget lettere med et regne-ark. Det må have været et helvede at spille det, da det udkom, og man skulle beregne og opdatere alting selv.

Pax Britannica har mange aspekter, der er temmeligt bras: det er nærmest umuligt at spille uden et regneark-ark, ellers tager det simpelthen for lang tid at udregne indtægter og udgifter fra tur til tur; Rusland er enormt svær at spille, da de slet ikke har samme muligheder for at ekspandere i forhold til de andre nationer; og nogle gange er der bare slet ikke nok uro rundt omkring i verden til at gøre spillet sjovt. Det har også nogle aspekter der er helt geniale. For det første er det intenst assymetrisk i sin opsætning: der er ingen måde hvorpå Italien kan blive lige så stort som Storbritannien er i starten, men til gengæld får italienerne point fire gange hurtigere end briterne. For det andet er tur-strukturen meget løs; når først man bevæger sig ind i den fase, hvor man laver ting og sager, så er der hverken tur-rækkefølge eller ikke rigtigt ture. Folk gør ting simultant, agerer og reagerer, indtil tiden løber ud, og/eller folk er løbet tør for penge. Når en krig bryder ud så afbryder det tur-sekvensen indtil krigen er ovre; krige er hurtig og brutale, og det lægger hårdt op til, at man begynder at forhandle så snart, at det går dårligt. Hvis fire europæiske stormagter er med i samme krig, udbryder Første Verdenskrig og spillet slutter med det samme; med en ordentlig point-straf til dem, der udløser den, men denne point-straf bliver mindre jo længere man kommer i spillet.

Afrika er næsten tomt når spillet begynder

Afrika er næsten tomt når spillet begynder

Det absolut fedeste ved spillet ligger i dets traktatsystem. Der er nemlig ikke rigtigt noget system. Når to stormagter beslutter sig for noget, så finder de papir og blyant frem, og skriver en traktat. Det kan være en defensiv traktat, en traktat hvor man fordeler Afrika imellem sig, eller noget helt tredje. Der er faktisk ikke nogen begrænsning på, hvad der kan stå i en traktat, ud over at det kun er gældende for dem, der skriver under. Man kan altid vælge ikke at følge en traktat, men så kan de andre der har underskrevet få en casus belli, og dermed lov til at erklære krig. Allermest vildt bliver det i de store kongresser, hvor alle europæiske stormagter automatisk er med; her kan man nemlig vælge at nægte at underskrive en traktat, men til gengæld får alle de andre deltagere lov til at erklære krig mod en. Det giver også mulighed for at lave store, voldsomt omfattende traktater, hvis folk går med på det.

Flokken af statsoverhoveder træder ind i lokalet. Frankrig ser veltilfreds ud; det er ham der ligger nummer to i point, og er helt klart den største trussel. Han har sin bog fyldt med traktater med, men jeg ved allerede hvad han vil sige. Han hiver den frygtede traktat frem, den jeg har ønsket at få revet i stykker nærmest lige siden jeg underskrev den. Vi blev nemlig enige om, at vi samlet ville modarbejde alle forsøg på tysk indtrængen i Afrika, og at den nærmest af os skulle placere et protektorat steder, hvor tyskerne spredte deres indflydelse. Det var ikke det der stod i traktaten; der blev bare skrevet at vi skulle modarbejde Tyskland i Afrika. En dårligt formuleret traktat gjorde det dermed muligt for Frankrig at erklære krig på mig når som helst, fordi jeg teknisk set aldrig opfyldte kravene, så længe der er tyskere i Afrika. Frankrig havde lavet alliance med USA, Japan og Italien, lige præcist nok til at det ikke udløste en verdenskrig, og nu er det solnedgangtid for mit britiske imperium.

Pax Britannica er et vildt spil; faktisk så vildt, at det er et under, at det fungerer i praksis. Det er mere end blot Diplomacy på crack. Det er grimt, ubalanceret, langt og temmeligt kluntet, men det tager nogle designmæssige sats som virkeligt fungerer, og det er simpelthen fantastisk sjovt at snakke stormagtspolitik med sine venner; man føler virkeligt, at man skærer verden i små bidder og fordeler den imellem sig, og det er ikke en spiloplevelse som man kan få andre steder.

Flatline

Flatline

Brætnyt - 17. oktober 2018

Brætnyt - 17. oktober 2018